Vores historie
Frederikssund Tennis Klub (FTK) blev stiftet i 1908 og har til huse tæt på centrum af Frederikssund. Klubben ligger på den smukke Kalvø - et skovklædt område ned mod Roskilde Fjord. Dette område er et af byens bedst beliggende rekreative områder til såvel sport som andre friluftsaktiviteter, hvor også Frederikssunds kendte vikingespil løber af stabelen.
Frederikssund Tennis Klub tilbyder børn, juniorer, og voksne at spille tennis på alle niveauer, dog satser vi primært på motions tennis for bredden. Vi er hovedsageligt en sommer tennisklub, da vores muligheder, for at få haltider i vintersæsonen, er ret begrænsede. Det betyder ikke, at vi går i hi om vinteren, men udfoldelsesmulighederne i Frederikssund er bare meget få - vi kan desværre ikke opfylde alles ønske om at spille tennis i vinterhalvåret.
Klubben råder over 7 grusbaner, et klubhus med gode omklædningsfaciliteter og en stor terrasse og grillplads, som medlemmerne er meget velkomne til at benytte. Vi har lys på 3 af banerne, så der kan spilles tennis om aftenen i sensommer perioden, ja ofte helt hen i slutningen af oktober.
Skal vi sammenfatte kendetegnet for Frederikssund Tennis Klub i en sætning, så er det afgjort: En klub med vægt på et godt socialt klubliv krydderet med tennis på alle niveauer, altså kort og godt en klub med plads til alle !!!
Rygeforbud
På generalforsamlingen i 2005 blev der vedtaget rygeforbud i klubhuset. Vi beder alle venligst respektere rygeforbuddet.